Mangfoldige børnefællesskaber i Børnefortællingen
I vores dagtilbud i klyngen arbejder vi målrettet for at skabe mangfoldige børnefællesskaber, hvor alle børn oplever omsorg, fællesskab og trivsel. Vi ser børn som unikke og kompetente individer, der har lige ret til at høre til, blive mødt med anerkendelse og få mulighed for at bidrage til fællesskabet på deres egne præmisser.
Omsorg er fundamentet for vores pædagogiske praksis. Gennem nærværende, tydelige og relations kompetente voksne skaber vi trygge rammer, hvor børn kan udvikle sig følelsesmæssigt, socialt og personligt. Vi arbejder bevidst med at støtte børns følelsesregulering og sikre, at alle følelser kan rummes i fællesskabet.
Fællesskabet har central betydning for børns trivsel. Vi organiserer hverdagen i inkluderende læringsmiljøer og differentierede børnefællesskaber, hvor legen har en særlig betydning. Det er i legen og samspillet med andre børn og voksne, at børn opbygger relationer, venskaber og en oplevelse af at høre til.
”Man trives, når man overordnet set er glad for sig liv.
Man trives, når man kan udvikle sig, udfolde sine evner samt indgå i og bidrag til fællesskaber.
Man kan trives, selvom man oplever perioder med modgang og udfordringer. Det afgørende er, at man kan håndtere sådanne perioder”
(Trivselskommissionens forståelse 2025)
Trivsel forstås altså som noget, der skabes i samspillet mellem barnet, fællesskabet og de voksne. Vi følger systematisk alle børns trivsel og justerer vores pædagogiske praksis, så både fællesskaber og rammer understøtter, at alle børn kan deltage, udvikle sig og trives – også når de i perioder befinder sig i en udsat position. Medarbejderne understøttes af vores tværfaglige support som består af støttepædagoger, overgangspædagoger (fra bh til skole), talehørekonsulenter, psykologer, socialrådgiver og sundhedsplejerske.